CD: Haiku: Haiku (2006)

PRESSEINFORMATION:

Henrik Hytteballe.

"Haiku" har referencer til alt fra keltisk folkemusik til mellemøstlige rytmer, den amerikanske guitarist Pat Metheny, den norske jazz-saxofonist Jan Garbarek og engelske Radiohead!
De japanske haikudigte stammer helt fra 1100-tallets Japan, og siden 1600 tallet har de været godt populære i landet med deres beskrivelser af især naturen og livets forgængelighed. Deres specielle versemål har også været benyttet af den europæiske modernisme, og digtene har i det hele taget inspireret mange vestlige forfattere. Også herhjemme ser en hel del mennesker i dag ud til at være blevet glade for dem, og de har i hvert fald været en helt central inspirationskilde for Henrik Hytteballe s første soloalbum, Haiku. En plade skabt ved ønske om i sin musik at genspejle skønheden og enkeltheden i haikudigte, og lige som disse digte er Henrik Hytteballe s musikalske univers primært inspireret af naturen, og ikke mindst det drama han finder i landskaberne. Andre inspirationskilder til albummet har han fundet i kunst, litteratur, film og diverse fortællinger. Alt i alt må Henrik, som i øvrigt siden 2003 har studeret ved det alternative rytmiske konservatorium D.A.R.K., således siges at have et originalt og kulturelt set ambitiøst udgangspunkt, der er værd at bemærke. Lige som han ser ud til at have en del tilfælles med romantikkens dyrkning af naturen i 1800-tallet.

Hvad selve musikken angår, er den helt up to date og har mest karakter af ambient, billedskabende electronica med stille og roligt tempo og pastoral stemning. Dette spædes op af spacey, ind i mellem lidt heftig guitar og enkelte mere rytmiske numre. Det rent instrumentale dominerer, men en del tracks har også stemningsfulde vokaler, hvoraf flere har anden etnisk karakter og tilfører således albummet et noget eksotisk præg.

Helheden er fra Henriks side mest tænkt at blive brugt som soundtrack til spille- og dokumentarfilm, fotografiske projekter eller i forbindelse med teaterstykker, men selvfølgelig også noget man bare kan lytte til. Dette kan eventuelt være i form af baggrundsmusik, men ellers vil jeg tro, at i hvert fald dem, der for eksempel er glade for Dead Can Dance eller lignende bands kan finde en særlig tilfredsstillelse ved Haikus rejse gennem musikalske og mentale landskaber.