Resume (Opsamling)

Kært barn har mange navne, eller som Nikolaj Nørlund blot mange kasketter: Musiker, producer, kapelmester, pladeselskabsdirektør, etc. Måske er han i virkeligheden en slags spillende træner, som det hedder i sportsverdenen, en verden der ikke er Nørlund helt fremmed. Men ikke et ord om FC København! Men måske noget om det at være fan, at have sine idoler. Dem har vi alle, og Nørlund har behørigt dyrket og fortolket sine. Dylan, Cohen, Townes van Zandt. Respekt betalt ved kasse 1. Det er pudsigt at Nørlund, som selv må tage betegnelsen poet på sine skuldre, efter tiden som unggardist i kollektivet Trains and Boats and Planes og siden som under cover-bandleder i Rhonda Harris valgte at springe ud i 1996 som solist med Navnløs, et digtudvalg plukket fra Michael Strunges sidste samling, Verdenssøn. Måske var han dengang endnu lidt usikker på hvor langt det danske sprog kunne bære ham, om de passede sammen? Men ikke på taktikken: “I forbindelse med dette arbejde har jeg foretaget nogle ændringer i den oprindelige tekst. Det har jeg gjort for at opnå en struktur og rytme, der var forenelig med det udtryk, jeg ønskede. Eller -jeg ville gøre det til sange.” Netop. Ikke så meget en taktik, som en musikalsk poetik. Der blev blæst til sang, ikke en kontrolleret defensiv der slavisk forsvarede den unge, døde punkdigters smertekatalog. Det var, set i baglyset, et risikabelt projekt. For Strunge var jo en hel generations talsmand, kunne han tåle denne nørlundisering? Ja. Navnløs blev rost til skyerne, og det var jo fint, og pludselig var Nørlund fuldgyldigt medlem af parnasset; halleluja. Den position har han siden cementeret med Nye optagelser, Hvad er det der sker? og Tændstik. Og raget endnu mere hæder og ære til sig qua sin rolle som fødselshjælper for unge talentfulde mennesker; eller som ham der havde mere end én finger med i Niels Skousens fornemme comeback. Alt det ved vi. Det er næsten for godt til at være sandt. Det burde vel være muligt, selv i denne sammenhæng, at drysse lidt malurt i bægeret? Hm… Det manglende helt store kommercielle gennembrud, f.eks. - og var vi ikke også nogle stykker der havde regnet med at han var ved at være moden til at indtage C.V. Jørgensens efterhånden tomme plads? Men Nørlund er ikke just folkelig i ordets mere kedelige forstand, og nogen underfundig samfundsrevser er han vel heller ikke ligefrem, i al fald ikke i den gængse forstand. Men måske sjælerevser!? Oh, yes. Eller man kunne mumle at Nørlund snart har en position der er lige så farligt magtfuld som salig Poul Borums, digter, nådesløs anmelder og leder af Forfatterskolen? Men med det store mørke som ellers har sunket sig over store dele af dansk musik, er det jo godt at der er en til at stryge en tændstik. Ildsjæle undgår sjældent at brænde nallerne, eller blive beskyldt for at være brandstiftere. Sådan er det jo. Okay, så, til sagens kerne: Musikken. Men den hænger først som sidst sammen med ordene, lyrikken, så det er en mindre ph.d- afhandling vi i så fald skal igennem; lad os dog bare slå fast at her er der på god modernistisk vis overensstemmelse mellem form og indhold. Hos Nørlund taler musikken bogstaveligt talt for sig selv, uanset om den hvisker, vrænger eller bryder ud i pludselige elektriske udladninger. Den taler meget sjældent med store bogstaver, doseringerne er knivskarpe. Der er ingen slinger i valsen, og anførerbindet sidder stadig solidt på den spillende træner. At betegne Nikolaj Nørlund som den uselviske spillertype, er sgu nok at gå for vidt, men han har allerede nu vist at han ikke er bange for at tage plads på bænken og dirigere sine tropper derud hvor de ikke kan bunde, om det så er i studiet eller på kælderbaren Osborne i Elmegade, Kbh. N. BENN Q. HOLM, oktober 2007